Se dette nyhedsbrev i en browser
Den 17. oktober 2013
Kære læser,

Det er sket rigtig meget siden mit sidste nyhedsbrev.


Og ja, du har fuldstændig ret ! - Jeg har været temmelig fraværende både på keramikfronten og her på nyhedsbrevet i løbet af sommeren og sensommeren for den sags skyld. Det skyldes flere ting, men især flytningen til Sverige har taget tid og krævet mange ressourcer, da det er vores første flytning i 34 år og tilmed til et andet land.

Så der har været mange ting at tage stilling til og gøre. - Og du kender det måske selv, man har været meget på med noget uopsætteligt, spændende og vigtigt - og når det så endelig er vel overstået, så går "gassen ligesom af ballonen".

Jeg har prøvet det før, og jeg ved af erfaring, at det er et nødvendigt stadie, og at det går over igen. - For det jeg umiddelbart kan opleve som "dovenskab" er en nødvendig tid under mere afslappede former, før jeg igen indhenter energien og kan tage fat, der hvor jeg slap.

Men mens jeg har været "fraværende", også her på nyhedsbrevet, så er læserskaren stille og roligt vokset. Det glæder mig rigtig meget og er stærkt motiverende for, at jeg fortsætter skriveriet. Så kære læser "ny" eller "gammel:" - "Hjerteligt velkommen her i klubben."  
 

En flytning midt i flytningen - eller en værksteds-udvidelse til det dobbelte.

Mit gamle værksted var lille og rigtig hyggeligt. Og jeg havde, med inspiration fra en 3 ugers teltferie i Skotland for snart 20 år siden, ind-rettet det, så jeg havde næsten alt jeg skulle bruge indenfor række-vidde.

Men det blev altså for trangt til sidst, også selvom jeg brugte gæste-værelset som frastillingsplads til færdige emner, som skulle tørre. 
Der var også blevet lidt for megen trafik imellem værksted og gæsteværelse, som krævede en tur igennem pejsestuen, og dette nogle gange med ler under fodtøjet - ikke nogen praktisk foranstaltning, når nu det er mig selv, som skal holde hjemmet i nogenlunde præsentabel stand.

Så da værkstedet alligevel skulle ryddes, for at vi kunne isolere og lægge nyt fyrretræsgulv, besluttede jeg hurtigt at bytte funktionerne, så gæsteværelset blev til keramikværksted og omvendt.

Gæsterne blev slet ikke spurgt, for de skal jo kun sove og hvad de ellers sådan kan finde på. Ingen af delene kræver den store plads, så de 6 m2 må være rigeligt til dem.

Til gengæld har jeg fået et nyt "kæmpe" keramik-værksted på hele 12 m2 at boltre mig på i arbejdet med leret.

OBS: Jeg vender tilbage til det nye værksted igen længere nede i nyhedsbrevet.

Gæsteudstiller med bl.a. "gemmeæbler" hos TUSE NÆS KUNSTHÅNDVÆRK.

Lørdag den 5. oktober 2013 var der fernisering hos Tuse Næs Kunsthåndværk.

Her udstiller jeg sammen med Liza Krügermeier (maleri) og Line Billeskov (porcelæn).

Temaet for udstillingen er æbler, fordi den er knyttet til Æblefestivallen på Tuse Næs, som også løb af stablen denne weekend.

 
Det er som sagt Tuse Næs Kunsthåndværk der står bag udstillingen, som har åbent til og med den 3. november 2013. 

  • Adressen er: Uglerupvej 31, 4300 Holbæk.. 
  • Åbningstiden er: torsdag til søndag kl. 11.00 til 17.00 
  • Der er gratis adgang.
  • Og en dejlig café hvor du kan få stillet sulten eller bare lækkersulten.

Ugler i mosen ? - Nej, bare en udstilling på Videncenter for Landbrug.

En anden og lidt større igangværende udstilling er hos Kunstforeningen AFP15 i Århus.

Videncentret hører under landbrugsministeriet, og der er adgang for publikum i åbningstiden. Så hvis du bor i nærheden af Århus, er du velkommen til at kigge forbi og se udstillingen.
OBS: Udstillingen varer kun til den 31. oktober og ikke den 1. nov. som er nævnt ovenfor.

P.S:
Jeg ved ikke så meget endnu, men jeg ved, at i hvert fald "latteruglen" har besluttet at blive i Århus og omegn, og det er ganske vist, for der er en ægtemand, der skal have den i julegave af sin ægteviv.


"Kunstner på besøg" i Galleri Blokhus.

I weekenden den 24. og 25. august var jeg "kunstner på besøg" i Galleri Blokhus. Det var en dejlig sommer-weekend hvor jeg bl.a. også nåede en tur på stranden.

Trods det fine vejr var der rigtig mange besøgende i galleriet og jeg fik mangen en god snak med kunst- og keramik-interesserede.

Mit nye værksted (fortsat) - og en drøm om et "lusthus."

Jeg har "flottet mig" og anskaffet et hæve-sænkebord til mit nye værksted. - Det er et brugt Labofa Munk bord, som jeg fandt til kun kr. 1.500,00 på "Den Blå Avis"

Det er virkelig en forbedring, fordi jeg nu, ligesom i min kontortid, kan stå op og arbejde, og tilpasse bord-højden på milimeter til formålet.
...og vupti, værktøj og belysning følger med op og ned, det er da smart. - Ydermere giver den nye arbejdsplads en aflastning af skuldre, nakke og ryg - og det er ikke så ringe endda.

Jeg har også fået plads til både stigereoler og glasvitriner fra mit fraflyttede hjem i det danske. Og det forhenværende køkkenbord udgør nu en praktisk afsætningsplads under vinduet. Og under bordet er der god plads til opbevaring af ler og andre nødvendige sager. - Som du kan se på fotoet, så er der allerede fyldt godt op.

Men, men, men, når to hjem bliver indskrænket til et, så kniber det altså med pladsen i privaten til ordentlig præsentation af keramikken. Så min plan er, når det bliver forår igen, at få et klassisk ottekantet svensk "lusthus" (på dansk: pavillon) opført på grunden. Det bliver i glas og træ med sort tag og malet svenskrødt med hvide hjørner, ligesom resten af bygningerne her ved "Rombergshytten". 

Gad vide om jeg kan finde sådan et brugt "lusthus" på "Blocket" ? - det er svenskernes pendant til "Den Blå Avis" - Her i Lidhult flytter man store gamle 2-plans træhuse med alt indbo inkl. potteplanter og krystalglas på lastbil og med politieskorte midt om natten. - Jo, jeg har faktisk selv set det og har også fotograferet det. Men det er en helt anden historie, som du må have tilgode til en anden gang. Det jeg ville sige er bare, at flytning af et "lusthus" må være "a piece of cake" her til lands.

Uanset om det bliver nyt eller gammelt, så er det i dette "lusthus" jeg vil udstille og sælge min keramik. - Der vil som hidtil være åbent efter aftale - men måske også faste åbningstider på udvalgte dage i turistsæsonen.

Nye spændende eksperimenter i porcelæns-papirler.

Jeg er i gang med nye prøver. F.eks. har jeg lavet prøver med indfarvning af porcelæns-papirler.

De 3 af skålene her er med indlagt marineblåt ler. - Fotoet snyder lidt, for her ser leret sort ud.

Opskriften er: 1 kg ler indfarvet med 50 g manganoxyd og 10 g cobolt-oxyd.
Den 4. skål er en "flagreskål", hvor leret er rullet ud med en knækbrødsrulle - en svensk kagerulle med pyramideformede pigge beregnet til knækbrød.

Det er min tanke at afprøve et større spektrum af farveskalaen i den kommende tid. Jeg forestiller mig noget akvarel-lignende til det transparente look som denne lertype får ved brænding over 1250 grader C. Måske påføring med pensel på den forglødede skærv, frem for indfarvning af leret ?

Helt ærligt så ærgrer jeg mig, for første gang nogensinde, over at jeg ikke fulgte bedre med i kemi-timerne i skoletiden. For nu kunne jeg godt bruge en "lille kemiker i maven" til denne opgave. 

Hvis det lykkes, så vil jeg vende tilbage til disse eksperimenter i et senere nyhedsbrev. Lige nu venter jeg på, at blive godkendt som kunde hos et firma som forhandler de kemikalier jeg skal bruge. Firmaet har helt åbenlyst bedre tid end jeg har.

Hvis du kommer til Småland på ferie eller weekendtur, så kig endelig forbi.

Vi har pendlet mellem Danmark og Sverige i godt 5 år nu, og har glædet os usigeligt til at min min mand kunne stoppe på arbejdsmarkedet og også flytte permanent til Lidhult, hvor jeg har boet siden 10. juli i år.

Fra den 8. oktober har dette været virkelighed, for den dag stoppede han efter 37 år ved Falcks Redningskorps for at gå på ferie før efterløn.

Så nu er det blevet nemmere at træffe mig hjemme, hvis du skulle få lyst til at kigge forbi. Men ring eller mail lige først (se kontaktoplysninger nedenfor) - for vi er lidt "flyvske" og tager f.eks. en tur til Alsace i Nordfrankrig i de kommende 14 dage. 

Julestue på Kulturcafé Ludvig den 23. og 24. november 2013.

Jeg har igen i år sagt ja til at deltage i den hyggelige, lidt anderledes og stilfulde julestueKulturcafé Ludvig i Sorø.

Det er Marianne fra livsstils-butikken La Maison, som igen i år står for at arrangere julestuen.

Der vil være "nøje udvalgte stande med unika i høj kvalitet" som kulturcaféen beskriver det på deres hjemmeside.
Mere kan jeg desværre ikke røbe - for jeg ved ikke mere for nuværende, men.....
  • det er i weekenden den 23. og 24. november det foregår
  • det er kl. 10.00 til 15.00 begge dage 
  • og Caféen serverer kaffe og hjemmebag m.m.

Så nemt får du (stadig) fat i mig - hvis du vil:

OBS: Ovenstående gælder uanset om du vil besøge mit Galleri for at kigge eller købe, om du vil handle via hjemmesiden, om du "bare" repræsenterer dig selv, eller et udstillingssted, en kunstforening eller andet.

"Rosinen i pølse-enden."

Det var så nyhedsbrevet for denne gang. For lige nu skal jeg over og tømme ovnen efter en forglødning af bl.a. en ny ugle - måske bliver det en svensk "kat-ugla". Men jeg regner med at vende tilbage med et nyhedsbrev igen i god tid før jul. Hvor jeg så vil vise mine nye eksperimenter frem - hvis de altså tåler dagslys.

Mange hilsner

Susanne Enøe Hansen

P.S: Husk at du altid kan dele både nyhedsbrev og rabatten på 10 % med dine venner på facebook. 
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet

Husker du "Asp-uglen" fra sidste nyhedsbrev ? - Den nåede at flytte med hjem til Sverige igen, men tog så på udstilling i Kongens Lyngby - og der blev den. 

 
Frameld dig dette nyhedsbrev