Se dette nyhedsbrev i en browser
Den 23. juni 2013
Kære læser,

Denne gang får du keramik-nyheder at se, som kan købes på den kommende weekends sommermarked på Tuse Næs. - Du får også en lille beretning om mit første kundesøg i Sverige - og lidt praktisk information omkring min flytning dertil.


I slutningen af maj kom sommeren også til Lidhult. Resultatet heraf blev en lille serie "midt i flytterodet" sommerskåle i porcelæns-papirler, bl.a. enkelte skåle med aftryk af liljekonvaller.

På weekendens sommermarked hos Tuse Næs Kunsthåndværk, har du mulighed for at se disse skåle sammen med alle de andre emner, jeg har udvalgt. - Der bliver stort og småt - i massivt og filigran - i hvidt porcelæn og mørk raku (invitationen finder du længere nede i nyhedsbrevet).

Denne gang får du også lidt praktisk information ifm. at jeg nu flytter til Sverige. - Og en slet skjult opfordring til, at gøre det samme som Lene og Leif gjorde.

Med naturen som både inspiration og værktøj.

Med duftende vilde liljekonvaller i millionvis, lige uden for de åbentstående vinduer, på nogle dejlige sommer-dage sidst i maj, dukkede tanken op - jeg kunne forevige nogle få af disse vidunderlige blomster. 

Som tænkt så gjort og jeg plukkede løs, satte i vand - og rullede ler ud. Liljekonvallerne blev lagt tilpas tilfældigt på lerpladen og blev "kørt over" af lerrullen. I deres nu "nedtrykte" tilstand lavede de fine aftryk i leret. 
Efter kortvarig tørring fjernede jeg de "nedtrykte" liljekonvaller med en pincet og havde nu den ønskede struktur i leret til videre bearbejdelse.- Her ovenfor ser du, blandt de andre skåle, en af dem som blev resultatet. 

En anden ide opstod på juni måneds markedsdag, i Unnaryd (Hallands Län). Her faldt jeg over en kagerulle med pyramide-formede pigge. Jeg kunne ikke lige se det og spurgte derfor, hvad den mon var til ? - "Knäckebröd !" svarede manden. - Selvfølgelig ! - Jeg følte mig lidt dum overfor det indlysende svar og købte den straks, ikke for at lave hjemmebagt knækbrød - næh nej, den skulle selvfølgelig bruges i keramik-fremstillingen. - En af knækbrøds-skålene, som kom ud af det møde, ser du også ovenfor.
 
OBS: De skåle, som ikke allerede er solgt, kommer som sagt med på SOMMERMARKEDET - du får lige INVITATIONEN her:

Invitation til sommermarked på Tuse Næs ved Holbæk.

Det er allerede nu i weekenden den 29. og 30. juni at der er KUNST-HÅNDVÆRKER-MARKED på Tuse Næs.

Det er første gang jeg deltager - det er faktisk første gang overhovedet, at jeg deltager i et udendørs marked - så jeg er lidt spændt og glæder mig meget.

Du kan læse mere her i
brochuren om alle 27 kunst-håndværkere
Det er Tuse Næs Kunsthåndværk der står bag arrangementet - og der er åbent både i butik, café og galleri under SOMMERMARKEDET.

OBS: Fra pålidelig kilde, har jeg erfaret, at der bliver lavet særlige lækkerier til gæsterne på caféen under disse 2 markedsdage.

  • Adressen er: Uglerupvej 31, 4300 Holbæk 
  • Åbningstid: Begge dage fra kl. 11.00 til kl. 17.00.
  • ...og der er gratis adgang.
Det vil glæde mig meget, hvis du har tid og lyst til at komme og hilse på !

Jeg ser frem til at møde både familie, venner, kolleger og kunder i løbet af weekenden.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

P.S: Hvis du kommer og gerne vil købe keramik af mig, og måske har set noget på min hjemmeside eller på facebook, som du gerne vil eje, så kontakt mig gerne i forvejen, så tager jeg det med - reserveret til dig.

P.P.S: Har du venner som kunne tænkes at være interesseret i sommermarkedet på Tuse Næs ? - Så husk at du kan dele NYHEDSBREVET på facebook m.m. eller sende det pr. email via ikonerne her nedenfor.
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet

Så går drømmen i opfyldelse og jeg flytter til Sverige pr. 1. august.

Det har været planen lige siden min mand og jeg købte "Rombergshytten" i sensommeren 2008, at vi ville bo her permanent en dag.

Planen udspringer af en mere end 25 år gammel drøm, hvis realisation nu går ind i sidste fase. For vi har været så heldige, at få vores danske hus solgt i løbet af få måneder. 
Så allerede den 1. august overtager de nye ejere parcelhuset i Sørbymagle - og vi er allerede i gang med at flytte "hinsidan".

Hvis du er lidt nysgerrig og vil vide mere, så klik på fotoet ovenfor, så kommer du til Bladet "Torpare" nr. 10/2012, hvor du på side 30 finder en artikel om vores "smultronstelle".

Den eneste betydning flytningen får for dig er, at min private og Galleriets fysiske adresse ændres til:

Sehler Keramik
v/ Susanne Enøe Hansen
Odensjövägen 26
340 10 Lidhult,
Sverige

Det er kun 2 timers kørsel fra Malmø - og ligger i det smukke Smålands Sjörike.

Alt det andet, dvs. hjemmeside, email, facebook og telefon er uændret

P.S: Jeg sender også stadig keramik overalt i Danmark og resten af Europa.

Jeg skal dog lige have fundet det helt rigtige fragtfirma, da det svenske postvæsen tager sig lidt for godt betalt for pakker til udlandet.

Mit første kundebesøg i det svenske.

Lene og Leif er et par af mine trofaste kunder. Og de har netop været på besøg hos mig i Lidhult.

Forhistorien er, at Leif havde forelsket sig i et af mine raku-fade, da jeg præsenterede det på facebook kort før jul. Hans kone Lene reserverede derfor fadet. Hun ville overraske ham med denne meget personlige gave.

Det kneb lidt med at finde en dag hvor fadet kunne udveksles, for når Lene havde tid til at tage fra Roskilde til Sørbymagle, så var jeg i Lidhult. - Og når jeg var i Sørbymagle, så havde Lene ikke lige tid til at "smutte forbi." 
At sende det duede ikke lige, for hvis nu Leif opdagede noget.- Derfor fik Lene ideen om at lave en overraskelses-endags-udflugt til Lidhult sammen med et par gode venner og Leif. Leif vidste kun, at de skulle op og besøge mig og se, hvor det var jeg arbejdede og også havde til hensigt at flytte hen.

Leif´s overraskelse over at se "raku-fadet med ugle" på mit sofabord var ubeskrivelig. - Han troede det var solgt for længst, for det havde Lene jo sagt. - Han blev virkelig rørt, da det viste sig, at det var en længe planlagt gave til ham fra Lene. - Og jeg blev meget rørt, fordi et stykke keramik, som jeg havde lavet kunne vække sådan en lykke hos et andet menneske.

Hvis du er blevet inspireret af Lene og Leif, så skal du være hjerteligt velkommen.

Vi pendler stadig mellem vores 2 adresser i "lynlås-flytningen" (læs: et hak ad gangen) som vi kalder det. - Du aner ikke hvilken eminent flyttebil en Peugeot 206 er, den er totalt undervurderet efter min mening. Men de større ting kræver dog en flyttebil, som er bestilt.

Jeg regner med at være helt på plads og klar til at modtage besøg i Lidhult om en lille måneds tid. Til den tid har jeg så bolig, værksted og mit lille galleri samlet på et og samme sted. Det glæder jeg mig virkelig meget til.

Så hvis du har lyst til at besøge mig i mine nye omgivelser, så
kontakter du mig bare på en af følgende måder:
....så laver vi en aftale.

Tilføjelse til AKTIVITETS-KALENDER - juni til december 2013.

Vandreudstillinger, kunsthåndværkermarkeder m.m:
 
Kalenderen var med i forrige nyhedsbrev, men her er lige et par tilføjelser: 

3-7 til 30-8:       Udstilling hos Cobham Satcom, Lundtoftegaardsvej 93 D, 2800 Kgs. Lyngby 
24-8 til 25-8 :    Her er jeg "kunstner på besøg" i Galleri Blokhus, Strandvejen 12, 9492 Blokhus.
Faste udstillinger og salgssteder:

Indtil ca. 5-7-2013: Sehler Keramik, Egebjergvej 47, Sørbymagle, 4200 Slagelse.
Efter ca. 20-7-2013: Sehler Keramik, Odensjövägen 26, 340 10 Lidhult, Sverige.
Glaspatch, Allegade 66, 4690 Haslev.

Ljungby Turistbyrå, Stora Torget 6, 341 83 Ljungby, Sverige.
Unnarum AB, Torget 6, 31083 Unnaryd, Sverige.
Kunsthuset, Frederiksværksgade 115, 3400 Hillerød.
Galleri Blokhus A/S, Strandvejen 12, 9492 Blokhus.
Glaskunst Blokhus, Aalborgvej 16, 9492 Blokhus.
 

Så nemt får du (stadig) fat i mig - hvis du vil:

Vi tager den lige igen - denne gang med billede:
OBS: Ovenstående gælder uanset om du vil besøge mit Galleri for at kigge eller købe, om du vil handle via hjemmesiden, om du "bare" repræsenterer dig selv, eller et udstillingssted, en kunstforening eller andet.

"Rosinen i pølse-enden."

Dette var så mit 4. nyhedsbrev. Det blev pga. travlhed omkring flytningen lidt forsinket. Men bedre sent end aldrig, som man siger. - Jeg håber at du kunne bruge noget af det, for det kan ikke gøres om.

Mange hilsner

Susanne Enøe Hansen

P.S: Husk at du altid kan dele både nyhedsbrev og rabatten på 10 % med dine venner på facebook. 
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet

"Asp-uglen"
 fra sidste nyhedsbrev er hjemmeboende endnu. Dvs. at den skal flytte med hjem til Sverige lige om lidt. Måske kommer den med til Sommermarkedet på Tuse Næs for adspredelsens skyld.

P.S: Hvis du klikker på billedet kommer du direkte til Galleri 3 hvor alle uglerne er samlet.

 
Frameld dig dette nyhedsbrev