|
|
|
|
|
Det har været et travlt efterår her hos mig og nyhedsbrevet har derfor været nedprioriteret, men mit hjemmelavede julekort med ægte smålandsk december-sne, det skal du altså have. Du møder også medlemmer af lysugle-familien Følfod, som bliver fulgt til dørs af en sandfærdig ugle-beretning fra barndoms-landet - godt nok en genudsendelse fra 2013, men det det må man godt, når det snart er jul, ikke? - Info om næste års åbningstider dukker også op et sted undervejs.
|
|
|
|
|
|
|
Åbningstider 2018 - eller du kommer bare, næsten når det passer dig.
|
|
|
|
|
|
|
|
Variable åbningstider - og forsendelse:
- Åbent året rundt efter aftale: Du kontakter mig - og vi laver en aftale, som kan være året rundt, ugen rundt - og dag såvel som aften.
- Forsendelse: Hvis du ikke kan komme til mig, så kontakt mig, så sender jeg keramikken til dig.
- Hvis du bor i Danmark, og har lidt tålmodighed, kan forsendelsen blive til lav indenlandsk porto - for så sender jeg, når jeg er i Danmark næste gang.
Faste åbningstider sommeren 2018:
Åbent fredag, lørdag og søndag:
kl. 11.00 - 16.00
22. juni - 20. juli
27. august - 2. september
Åbent hver dag:
kl. 11.00 - 16.00
21. juli - 26. august
|
|
|
|
|
|
|
|
Hvornår åbnings-tyvstarten bliver næste år, vender jeg tilbage til i det nye år.
|
|
|
|
|
|
|
Jeg er (stadig) "vild med ugler".
|
|
|
|
|
|
|
|
Jeg kunne ikke afsløre det sidst jeg skrev, men det værk, som blev optaget på Kalmar Konstmuseums censurerede udstilling, var "Møde i fulgegruppen" bestående af den store skotskternede lysugle samt romer- og hætteørnen.
Så det er ikke helt tilfældigt, at jeg har haft travlt med lysuglerne igen, for sådan en optagelse er både motiverende og inspirerende, så det kom der 6 lysugle-unger og indtil videre 3 lysugle-mødre ud af, de 2 af ugle-mødrene i væghængt udgave, hvor den første opstod uplanlagt og lignede en ommer.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
For hun var simpelt hen faldet sammen under porcelæns-brændingen, sådan at hovedet var landet på et fad. Fadet blev hendes redning, for ellers havde hun lagt sig helt fladt ned på ovnpladen.
Jeg ærgrede mig allerførst da jeg så hende, men ved nærmere eftersyn var hun stadig velskabt, havde bare bukket sammen og forover ved fødderne. Ideen om, at hun kunne bruges væghængt i stedet for, den vendte hurtigt ærgrelse til begejstring.
|
|
|
|
|
|
|
Så jeg prøvede at gøre "fejlen" efter med min næste lysugle. Jeg havde placeret silimanit-søjler rundt om hende, så hun ville lande på en af dem, og ikke kunne komme ovnpladen nærmere end 5 cm i brysthøjde. Men hun blev selvfølgelig siddende, nok så fint, under hele brændingen og endte med at blive den lysugle, som nu sidder og varmer sig på pejsehylden.
Så på den igen. Til 3. forsøg fandt jeg på et lille trick, som lykkedes og uglen knælede lige netop tilpas i brændingen. Så nu bilder jeg mig ind, at jeg kan styre fremtidige lysugler - indtil det modsatte er bevist i hvert fald.
Alle efterårets ugler tilhører familien Følfod, for de er nemlig skabt af udskårne porcelænslers-aftryk af følfodsblade fra Lidhult-skoven og de er alle unika.
Men hvad er det er for noget, det der med mig og uglerne?
Det kan du læse, eller genlæse hvis du har fulgt mig længe, for her får du min lille sandfærdige beretning fra barndomslandet, som jeg første gang offentliggjorde i mit 3. nyhedsbrev tilbage i april 2013.
|
|
|
|
|
|
|
En sandfærdig beretning fra barndomslandet forklædt som eventyr.
|
|
|
|
|
|
|
"Der var en gang en lille rødhåret pige på næsten 4 år, som boede langt, langt ude på landet sammen med sin far og mor og lillesøster på 2 1/2 år. De boede på en rigtig gammeldags bondegård af den slags som nu kun findes i historie-bøgerne.
Bondegården havde det hele - og det næste er meget vigtigt - der var hele 3 skorstene på stuehuset og en masse køer og grise i staldene og høns i hønsegården. Der var både mose, marker og enge, og det så langt som øjet rakte. Alle disse herligheder havde givet moderen en vane med at stikke næsen bare en anelse i sky, når hun fortalte, at de var næsten propritærer.
Den lille pige og hendes søster delte et gavlværelse få meter fra de store hundrede-årige bøgetræer. Når de blev sendt i seng tidligt på aftenen, var de slet ikke færdige med at snakke om alle dagens oplevelser, så de kunne ikke andet end snakke videre. Men forældrene, især moderen, mente at børn i den alder skal sove og ikke snakke, når det er blevet aften. Så hun tyssede ustandselig på børnene og truede i afmagt med alverdens sanktioner dagen efter, hvis der ikke snart blev stille.
Det var meget artige børn, faktisk artigere end de fleste, og de ville virkelig gerne gøre det rigtige, så mor blev glad. Men de var også som børn er flest, de levede i nuet og glemte alt for hurtigt, hvad mor lige havde sagt.
Moderen var altid meget træt om aftenen og havde brug for ro, og det var den egentlige grund til at børnene skulle så tidligt i seng og være så musestille.
En aften, hvor børnene som sædvanlig var sendt tidligt i seng, hørte de en mærkelig tuden lige uden for vinduet. De syntes, at det lød lidt uhyggeligt, og de blev helt stille for at lytte og finde ud af, hvad det egentlig var de hørte.
Moderen lyttede også, for hun havde en kedelig vane med at liste sig uset hen og stå helt tæt ved døren ind til børnenes værelse, for ellers kunne hun jo ikke høre hvad de snakkede om. Moderen forstod derfor straks, at børnene var lidt skræmte af den mærkelige tuden, og hun fik en lys ide.
Hun gik til faderen og fik ham med på ideen, og de kom begge tilbage til børnenes værelse. Nu var det faderen der talte - han kunne være meget myndig, når moderen gav ham lov. Han fortalte, at det var den store ugle, som tudede udenfor vinduet. Og den tudede, fordi den var vred på børnene, fordi de også forstyrrede den med al deres snak. Hvis ikke børnene passede på, sagde faderen, så ville uglen komme og kradse og hakke på vinduet og måske komme helt ind til dem og kradse og hakke dem.
Børnene blev meget stille efter faderens tale, og forældrene var tilfredse og gik tilbage til deres. Børnene hviskede ganske sagte sammen nu, for at far og mor ikke skulle blive forstyrret mere. De kunne ikke helt finde ud af, om de virkelig skulle være bange for uglen eller ej. De blev dog enige om, at så længe vinduet var lukket, så kunne den ikke komme ind og gøre dem noget, for selvom den var meget stor, så kunne den da ikke hakke ruden itu, vel ?
Det mærkelige var, at i tiden efter så kom uglen oftere og oftere på besøg ved vinduet om aftenen, og altid hvis børnene snakkede i stedet for at sove. Og den begyndte også at kradse og hakke på ruden, hvad den ikke havde gjort før. - Børnene lærte virkelig at være stille nu, for så holdt uglen sig væk, og så var der ikke noget at være bange for mere."
P.S: Mange år senere - efter at vi var blevet voksne - fik vi fortalt, at det var vores far der, på mors opfordring, havde optrådt som uglen med tuden, rude-krads og det hele.
I dag: Heldigvis så er jeg ikke bange for ugler mere, men oplevelsen sidder stadig så meget i mig, at jeg godt kan gyse lidt, når jeg hører uglen tude.
|
|
|
|
|
|
|
Det var min og følfods-lysuglernes julehilsen til dig.
|
|
|
|
|
|
|
|
Som sædvanlig bliver her stille i de kommende måneder, hvor jeg går i vinterhi for at skabe mere nyt til den kommende sæson.
Men jeg går ikke mere i hi, end at jeg altid tager imod aftalte besøg, også i dagene mellem jul og nytår, hvis du tilfældigvis kommer denne vej forbi.
Hav en rigtig dejlig jul og et godt nytår - og forhåbentligt også nogle rigtig gode vinter-måneder.
Snart vender lyset stille og roligt tilbage igen, og miraklet som hedder "forår og lysere tider" vil ske endnu en gang.
Kærlig hilsen - og "på snarligt gensyn".
Susanne
P.S: Nyhedsbrevet må som altid deles, hvis du kender nogen, som også kunne være interesseret.
|
|
|
|
|
|
|
|
Skumringsbillede af "Rombergshytten" fra før der kom sne.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
