|
Jeg tænker at mine følelser omkring optagelsen på denne censurerede udstilling, kan sammenlignes med følelserne hos den, der står foran at skulle til dronningen for at modtage fortjenstmedaljen efter 40 års tro tjeneste på samme arbejdsplads. Glæde og stolthed over anerkendelsen blandet op med nervøsitet og ydmyghed, fordi det er så stort.
Jeg når aldrig at være 40 år i "lerets tjeneste", dertil er jeg desværre startet alt for sent i livet. Jeg har i hvert fald svært ved at se mig selv som aktiv keramiker i en alder af 91 år. Derfor er det vældig belejligt, efter "kun" 8 aktive år med leret, at modtage en mail med opfordring til af søge om optagelse. Allerede der tænkte jeg, at det her er en milepæl for mig, uanset om jeg så "kommer igennem nåleøjet" eller ej, i den endelige udvælgelse.
For som selvlært, uden nogen som helst uddannelse i keramik, bortset fra 7 undervisnings-aftener under aftenskolen LOF i Slagelse, tilbage i efteråret 2009, så er det, for at gentage mig selv, også vældig belejligt med dette konkrete "eksamensbevis".
Nu og her virker optagelsen, som at have arbejdet imod og bestået en vigtig eksamen og bare have selve translokationen tilbage. Og så alligevel ikke, eller med omvendt fortegn i hvert fald, for hvordan modtager et etableret og anerkendt kunstmuseums publikum mon mit værk? - Det vægter mindst lige så meget, om ikke mere, og er i virkeligheden den vigtigste del af den eksamen, og forklarer nervøsiteten.
For selvom jeg jævnligt bliver skamrost og forsøgt løftet til skyerne af mine besøgende og kunder, så opstår tvivlen omkring egne evner cirka ligeså jævnligt - et vilkår, som de fleste kreativt udøvende og kunstnere lever under, tror jeg.
|
