Se dette nyhedsbrev i en browser

Sehler Keramik v/Susanne Enøe Hansen

Odensjövägen 26, SE-340 10 Lidhult - Mobil: + 45 30 24 65 01 - eller + 46(0)73-507 47 29
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Den 9. oktober 2016
Kære læser,

Har du en ledig dag den sidste weekend her i oktober??? - Hvis svaret er "JA", så er du hermed inviteret til at møde mig og min unika keramik på Luftkastellet i Malmø, hvor jeg er en af årets nye udstillere på DeeloopArt´s kunstmesse.

Efterårsbesøg på Luftkastellet ved brofæstet - og i skønne Malmø by.

Vidste du, at du er en af snart 500 nyhedsbrevs-læsere? - Jo, det er rigtigt, for skaren der følger mine nørdede skriverier om løst og fast, men mest om keramik, den vokser fortsat.
 
Det sjove er, at dengang jeg skrev mit første nyhedsbrev til blot 50 læsere, da var det en meget grænseoverskridende handling for mig, for hvem var nu alle de mennesker derude, og hvordan kunne jeg skrive til så mange og så forskellige mennesker på en og samme tid?
 
Premiere-nerverne sad tyndslidte udenpå tøjet, mens jeg skrev dengang. For selvom jeg i skoletiden, tilbage i 60´erne og 70´erne, oplevede at skrive og få oplæst en stil for resten af klassen, så det var trods alt kun omkring 20 klassekammerater, og dem kendte jeg jo alle i forvejen.

Det interessante er, at nu skriver jeg, fordi det er sjovt, og fordi jeg slet ikke kan lade være, og det uden noget som helst tyndslidt overfor antallet af modtagere mere - heldigvis, for hvad kommer mon efter tyndslidt?
 
Hemmeligheden er selvfølgelig øvelsen og så, at jeg lader som om det bare er en enkelt person, som kender mig i forvejen, jeg henvender mig til, med det jeg nu har på hjertet, så derfor kære læser...
 
  • "kunne du tænke dig at komme til Malmø og møde mig en af dagene i weekenden den 28. - 30. oktober - når nu jeg fortæller dig, at jeg tager derned og bliver der i alle 3 dage, for at møde netop dig ved kunstmessen?"
 
Jeg ved ikke lige hvor du bor, men hvis det er på Fyn eller Sjælland, så sparer du altså både tid og kilometer i forhold til at tage helt herop til Småland for at besøge mig.
 
Hvis du bor her i nærheden af mig eller måske længere nordpå i Sverige, ja, så har jeg lige nu givet dig en rimelig god undskyldning for en "smuttur" til storbyen under sydligere himmelstrøg.
 
Hvis ovenstående ekstra argumenter ikke rigtig dur, måske fordi du bor et helt andet sted, så finder du sikkert selv et par gode "hjemmestrikkede" ekstra grunde til at tage turen til Malmø.
 
Jeg tænker, at det selvfølgelig ikke er dig, men din(e) rejsefælle(r) som evt. lige skal overtales med lidt ekstra indhold for at tage turen. Du får et par gangbare tips mere lige om lidt.
 
..og måske skal du ikke nævne for din(e) rejsefælle(r), hvor mange forskelligartede og spændende kunstnere vi egentlig kan nå at blive på messen, for nogen kan godt blive lidt overvældede og trætte af den viden på forhånd, hvis det ikke lige er en af deres hovedinteresser det handler om. Men du skal vide, at der nu er 47 ud af 60 mulige kunstnere tilmeldt. 

Åbningstider på DeeloopArt kunstmesse på Luftkastellet.

 
  • Fredag den 28. okt. - kl. 13 - 18.
  • Lørdag den 29. okt. - kl. 11 - 18.
  • Søndag den 30. okt. - kl. 11 - 18.
 
 ....og der er er gratis adgang.
 
 
Luftkastellet, Utsiktsvägen 10, 216 11 Limhamn, Sverige.
Jeg gentager lige, der er gratis adgang til kunstmessen, og der er også gratis parkering og sædvanligvis rigeligt med parkerings-pladser.
 
Luftkastellet ligger i vandkanten ved brofæstet og dermed lige ud til Øresund og med en smuk udsigt til broen. Bygningen har tidligere rummet Øresunds-udstillingen, men blev i 2013 flyttet fra København og til den nuværende placering. 
 
Du finder mere info på Luftkastellets hjemmeside.

Advarsel: Det er en salgs-messe med (jule)gave-potentiale vi her har gang i - så tag hellere penge med.

Det er en meget fair kunstmesse, for os udstillere, for vi betaler en fast pris for hele weekenden, og der er til gengæld ingen salgs-provision til messe-arrangøren.
 
Det betyder, at når du handler, så går hele beløbet til kunstneren - og det er ensbetydende med, at jeg under messen kan fastholde mine sædvanlige priser.
 
Så der er gode muligheder for at få købt et par julegaver i god tid eller måske noget, som du selv har ønsket dig længe?
 
Turning (a)horn - skulpturpar nr. 1, er en af mine nyeste lysskulpturer i porcelæn.
Hvis du har set keramik på hjemmesiden eller facebook, som du bare må eje nu, så kontakter du mig selvfølgelig i forvejen, så jeg kan nå at pakke det ned og tage det med "under bordet" til dig.
 
I øvrigt så giver jeg 10 % kunstmesse-rabat, gældende de 3 dage. - "Rabat-løsenordet" finder du længst nede.

Malmø er en skøn by at shoppe i.

Hvis du ikke får tilfredsstillet dit shopping-gen 100 % på kunstmessen, så er der masser af andre muligheder inde i byen.
 
Hvis du kommer fra Danmark, hvor kronen i øjeblikket er ekstra stærk overfor svenske kroner - lige nu er kursen helt nede i 77 - ja, så venter der dig ekstra gode indkøbsvilkår, svarende til 23 % rabat på alt, og det alene på kursforskellen. At mange varer så i forvejen er billigere i Sverige, det skaber en win win situation for dig.

Malmø er også perfekt til aftenhygge med dejlig mad på en af byens mange restauranter.

Det er her, at et weekendophold kan komme på tale - men det afgør du selvfølgelig selv i god overens-stemmelse med din miniferie-trang, pengepung og rejsefælle(r) - for Malmø er stor og hyggelig nok til en hel weekend i familie eller venners lag og med dejlig mad og drikke i kombination med et ophold. 
 
På malmotown finder du "alt hvad hjertet begærer" mht. Malmø´s muligheder.

Serviceinfo: Hjemmesidens "Galleri 3, 2, 1" er nedlagt og erstattet af "galleriet".

Galleri 3, 2 og 1 eksisterer ikke længere, og det skyldes et ønske om mere tid til keramikken, for det har været tidskrævende, at opdatere de 3 gallerier, og det blev derfor gjort alt for sjældent, og da jeg til sidst ryddede endeligt op efter sommerens salg, så var det 3 "amputerede" gallerier jeg stod tilbage med.
 
Galleriet, som er gruppe-inddelt i stedet for pris-opdelt, har derfor overtaget opgaven. I grupperne finder du vejl. mål og priser - og en gentagen opfordring til at kontakte mig, hvis du vil handle. For der vil være både solgte som usolgte emner imellem. 

10 % kunstmesse-rabat til dig som er nyhedsbrevs-læser.

Rabat-løsenordet som giver dig 10 % læser-rabat under kunstmessen er:
 
  • "Mød mig i Malmø".
 
Så nu spørger jeg dig, mødes vi i Malmø? - du behøver ikke at svare mig direkte, men jeg krydser selvfølgelig fingre for, at dit svar bliver et "ja", og at du husker gyldig legitimation til grænsekontrollen (gyldigt pas eller kørekort).
 
Det var hvad jeg havde på hjertet denne gang - hav det nu rigtig godt til vi ses.
 
Kærlig hilsen
 
                     Susanne
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
"Rombergshytten" - hjem og arbejdsplads siden sommeren 2013. 
Frameld dig dette nyhedsbrev