Se dette nyhedsbrev i en browser

Sehler Keramik v/Susanne Enøe Hansen - www.sehlerkeramik.dk

Odensjövägen 26, SE-340 10 Lidhult - Tlf. +45 30 24 65 01 - Mail: sehlerkeramik@gmail.com
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Den 4. oktober 2015
Kære læser,

Efteråret er på vej og med det en tilbagevenden til mere hygge indendørs - og dermed også tid til ny UNIKA keramik fra mig, bl.a. 3 nyfødte "sladreugler". Denne gang får du yderligere en hurtig reportage fra sommeren der gik - en genopfriskning af de snart klassiske "udenfor-sæson-VIP-aftaler" - og "som rosinen i pølseenden" en nogenlunde kort rejse-skildring fra vores "forsommer-dannelsesrejse" nordpå i Sverige.

Farvel til sommeren og goddag til efteråret.

"Nu er jeg den, der er smuttet", sagde sommeren - og så smuttede den med en hvislende lyd a´la´"piiissst" - og borte det var den.
 
Hold da op, det går da godt nok stærkt nu om dage, lige som den endelig var kommet, så er den også allerede draget bort igen. Det er virkelig ikke, som da jeg var barn og den dengang lange sommer, føltes næsten som et selvstændigt liv.
 
Men velkommen til efteråret da, når det nu ikke kan være anderledes og - indrømmet - efteråret har da også sine charmerende sider.
 
Især og specielt velkommen til dig, ny eller tilbagevendende læser, her på "nyhedsbrevet". En skrivelse der har været udsat, udsat og atter udsat i løbet af sommeren, ikke pga. skriveblokade, men fordi jeg kun er et menneske, og ikke rigtig har kunnet nå alt det, jeg gerne ville.
 
Lille unika sladre-ugle i hvidkrakelerende RAKU (H: 13 x dia. ca. 11 cm) - Pris DKK 975,-/SEK 1.200,-.
 
Uglen og dens 2 søstre er inspireret af H.C. Andersens eventyr "Det er ganske vist."

Slut på 2. sommer-sæson i eget Galleri & Butik.

Kontrasten er stor, for tju hej hvor det gik stærkt midt på sommeren, hvor jeg faktisk valgte af holde åbent ugen rundt - pånær mandag som var indkøbs- og spise-frokost-i-byen-dag - og hvor der alligevel jævnligt kom besøgende både før og efter annonceret åbningstid.
 
Kan du se det for dig ?...mig i morgenbadet og i god tid, tror jeg, og manden min som banker på døren og meddeler: "Der er kunder !" - han nåede at tillægge sig en vane med nærmest at synge det. Lige der en time før officiel åbningstid, der fik jeg altså lidt rigeligt travlt med at blive tør og komme i tøjet. For selvfølgelig åbner jeg også for tidlige såvel som sene uanmeldte gæster, hvis altså jeg er hjemme til det.
 
Men nu er her mere stille, faktisk helt stille lang tid ad gangen - og hvor er det også skønt, for så kan jeg bedre være den introverte person, som jeg i virkeligheden er, og hente ny energi i bare at være mig selv i netop lang tid ad gangen. Det er her i alenetiden, at jeg genfinder fordybelsen i det egentlige og grundlæggende for mit virke, nemlig "legen med leret", en leg som først bliver rigtig god, når jeg har lov til at glemme alt omkring mig inkl. tid og sted.

Efterårs-nyheder med følfodsblade i hvidkrakelerende RAKU.

 
Bladformet følfodsskrin m/hank (raku) (H: 6 x dia. ca. 14 cm) - Pris DKK 600,-/SEK 750,-.
Her i efteråret er jeg begyndt "ler-legen" med rustikke emner i stentøjsler (Cerama 1153) - alle er med aftryk af følfodsblade, og er endt som hvidkrakelerende RAKU, for det hvide har været en populær vare i sommerens løb.
 
Da lertypen bliver rosafarvet i forglødningen og dette fortsætter også i rakubrændingen, har jeg valgt en heldækkende hvid rakuglasur som ydermere kun laver spinkle krakeleringer, som ikke overdøver den nøgne bladstruktur, som opstår der hvor jeg ikke har påført glasur.
Denne efterårets første produktion er direkte skabt af naturen i form af følfodsblade. Dvs. alle emner er lavet af leraftryk af disse blade, som jeg har plukket på mine traveture her i Lidhults skove.
 
Åbningstider resten af 2015 : 
 
Jeg har i år valgt at lukke ved udgangen af september, dog med en sidste officiel åbningsdag:
 
Den 1. søndag i advent - på svensk "Julskyltnings-söndagen".
 
Det er den 29. november i tidsrummet 15 - 18.
 
Men det betyder egentlig bare, at jeg resten af året igen har......
 
Stemningsbillede fra "Landsbygdens dag" den 4. juli, som også gav rigtig mange besøgende hos mig.

....åbent efter forudgående aftale - det jeg kalder en VIP-aftale.

Det er såre enkelt og meget fleksibelt, for du kontakter mig, f.eks. nemt her fra nyhedsbrevet, med dit besøgs-ønske, som i princippet kan være året og døgnet rundt. Ud fra dit ønske laver vi så en VIP-aftale, for dig helt alene eller for dig og din familie eller venner. 
 
OBS: Jeg holder dog ferie ind imellem og skal også have min nattesøvn, så lidt tilpasning kan forekomme.
 
Det er dig/Jer som er "the very important person" - men det er nu mest for sjov, at jeg kalder det sådan. For det bliver altså uden rød løber og andet stads, men til gengæld med god tid til at kigge i Galleri & Butik såvel som på keramik-værkstedet. Og også god tid til at fortsætte snakken over en kop kaffe, hvis du/I har tid og lyst til det.
 
Eneste krav ved en sådan VIP-aftale er, at du så også kommer til aftalt tid, eller husker at melde afbud igen. Til gengæld er det helt gratis og uden købetvang.
 
Bemærk: Du er velkommen, uanset om du er potentiel kunde, selv er udøver eller andet, bare du har interessen for keramikken.
 
P.S: Jeg bliver ofte spurgt, og ja, jeg deler gerne mine erfaringer med dig, så langt de nu rækker, men egentlig undervisning og kurser påtager jeg mig ikke.

Hvis du ikke kan komme til mig, så er der heldigvis andre muligheder.

  • Du kan altid følge med i mit "keramiske univers", via min facebook-side.
  • ...eller mine hjemmesider, som er på hhv. dansk og svensk.
  • Du kan også købe keramik, som jeg sender fra dag til dag - og hvor din merudgift alene er fragten.
 
Hvis du ønsker at handle, så skriver du også til mig her fra nyhedsbrevet, eller på facebook, eller via kontaktformularen inde på hjemmesiden, eller du sender en traditionel email, hvad du nu selv synes er nemmest. 
 
 
Høj krukke/orkideskjuler med følfod (hvid raku) (H: 21-22 x dia. 14 cm) - Pris DKK 875,-/SEK 1.075,-
 
3 skattekister/følfodsskrin (hvid raku) (H: 4,5-6,5 cm x 8-14 cm) - Pris fra DKK 550,-/SEK 675,- til DKK 975,-/SEK 1.175,-
 
Høj krukke/orkideskjuler med følfod 2 (hvid raku) (H: 21-22 x dia. 14 cm) - Pris DKK 875,-/SEK 1.075,-
Du finder flere hvide RAKU-NYHEDER inkl. priser øverst i Galleri 1 og Galleri 2.
 
Hvis du scroller nedad i gallerierne finder du f.eks. også porcelæns-filigran, akvarel-porcelæn og alkymist-RAKU (raku med glasuren "Hawaiian Copper Blue").
 
Alle 3 Gallerier har været igennem en grundig oprydning og opdatering. Så, med få undtagelser, er det kun keramik til salg du finder - og ikke solgte emner.
 
Galleri-grupperne finder du til gengæld både nyt og gammelt inkl. solgte emner. 

Hvad forårets møde med en giftig kompas-gople i det græske ø-hav førte til.

Det var på en forårstur til den græske ø Evia, at vi mødte kompas-goplen i vandkanten ved hotellet og bare måtte fotografere den, fordi den var så smuk.
 
At den også er ekstrem giftig, det fandt vi først ud af efter hjemkomst, og under research med hjælp fra en ven som er havbiolog. 
 
Men allerede der på stranden vidste jeg, at oplevelsen ville blive til noget raku senere.
 
En af kompasgople-skålene sammen med fotos af den ægte og giftige gople.
Der gik nogle måneder, men så en dag, så skulle det være, og med udgangspunkt i nogle tidlige arbejder, nemlig mine allerførste stentøjs-tremmeskåle fra 2009, så lavede jeg 2 enkle kompasgople-skåle og et kompasgople-fad uden fod. Senere blev fadet udstyret med en løs træfod, så det kan sættes i forskellige skrå vinkler.

Disse simple gople-emner skulle som sagt blive til raku, og glasuren blev, som så ofte, min yndlingsglasur Hawaiian Copper Blue. Den overrasker hver gang med sit helt eget og ofte metalliske farveliv. Så jeg leger lidt, at jeg er en fortidig alkymist, når jeg bruger den. - En af de færdige skåle ser du ovenfor.

"Dannelsesrejsen" i mit nye hjemland Sverige.

 
Rensdyr i regnvejr på vejen et sted lige indenfor i Lapland.
Sidst i maj havde vi lejet en campingvogn til en 3 ugers rundrejse nordpå i Sverige.
 
Det var uden egentlig fastlagte planer, men med nogle fælles og individuelle ønsker, manden ville f.eks. til Mora og gense maleren Anders Zorns hjem og derefter langt ind i Lapland. 
Jeg insisterede bl.a. på at møde Selma Lagerlöf, Carl von Linné og Astrid Lindgren undervejs og ville gerne gense Carl og Karin Larssons Sundborn.
 
Det var vores første rejse med campingvogn nogensinde, så spørgsmålet var, om vi kunne vænne os til den noget tungere rejseform efter rigtig mange år som lette MC-campister, derfor lejeformen til en begyndelse. Men en gang campist altid campist måske ? - I hvert fald så blev komforten hurtigt en vane, og med nogle få knaster undervejs, så nød vi friheden ved at kunne improvisere turen og oplevelserne fra dag til dag, ligesom på "gamle dages" MC-ferier.
 
Vi nåede Selma Lagerlöfs Mårbacka og Anders Zorns hjem i Mora og en række andre destinationer på både ud- og hjemrejse, men bare rolig, da dette er et nyhedsbrev og ikke en rejsebeskrivelse, så springer jeg de fleste detaljer over.
 
Vi nåede ikke helt så langt ind i Lapland som ønsket, for på første halvdel af rejsen, var vi udsat for rigtig meget regn. Det kulminerede da vi var ankommet til Åsele, kun lige indenfor i Lapland, og oplevede at der oveni det kolde og våde vejr med 24 timers regn - også inde i campingvognen pga. en utæthed ved en af taglugerne - kun var koldt vand i brusebadet på campingpladsen. Det fandt vi os kun i en gang, så allerede næste dag trak vi sydpå igen i håb om bedre vejr, og nåede ned til Uppsala, hvor vi endelig mødte sommeren og bl.a. hilste på botanikeren Carl von Linné.
 
Vi blev i Uppsala hele 4 dage, og det blev en af turens bedste oplevelser, bl.a. med besøg i Linnés Hammarby udenfor byen og Linnéträdgården og Linnémuseet, som var hans hjem og ligger inde i det centrale Uppsala. Stedet som senere blev Maria Krøyer og Hugo Alfvens hjem igennem 25 år, hvilket dog ikke fremgik af besøget, da alt var ført tilbage til Linnés tid.
 
Største oplevelse på hjemrejsen var Astrid Lindgrens Näs i Vimmerby, hvor vi besøgte museet inkl. de i 2015 nyanlagte stemningshaver, men også selve barndomshjemmet, som var åbent for guidede turer.
Det var som altid en meget speciel oplevelse at færdes i en kendt men afdød persons privat hjem.
 
Det var som at blive kørt tidsmæssigt baglæns, der i Astrids barndomshjem under guidens beskrivelse af dagligdagen i hjemmet med børn og voksne, arbejde og leg, mest leg for børnenes vedkommende.
 
Det var hendes trygge base i barndommen, som efterlod gode minder om vilde lege uden opsyn, og som gav stof til mange af hendes bøger.
 
Astrid Lindgren i lille voks-udgave i en glasmontre på museet ved hendes Näs.
Ligesom Selma Lagerlöf købte Astrid sit barndomshjem tilbage. Men hvor Selma moderniserede og byggede hjemmet om til det uigenkendelige og storladne, så førte Astrid sit tilbage, så det nu står som i hendes barndom.
 
En sjov lille detalje vi fik fortalt under rundvisningen var, at Astrid i skolen blev kaldt Vimmerbys Selma Lagerlöf, hvilket hun absolut ikke brød sig om og derfor besluttede, at forfatter det ville hun aldrig være. - En beslutning som heldigvis ikke holdt ind i voksenlivet.

Dette var hvad jeg kunne nå af få med på denne efterårs-søndag.

Men jeg vender som altid tilbage igen, men først senere, når dagene er blevet kortere og julegave-indkøbene er rykket lidt tættere på. For måske kan jeg friste med en keramik-julegave eller to til en du holder af ? - eller hvad med dig selv i øvrigt, har du ikke også fortjent noget nyt til hjemmet ? - Og jo, du kan sagtens handle julegaver allerede nu, det er der faktisk mange, som har gjort allerede i sommerens løb.
 
Nå, der skal ikke være noget presseri herfra (læs: Salgsdelen af mine nyhedsbreve volder mig stadig størst besvær) så hav det nu bare rigtig godt, indtil vi "snakkes" ved igen her på "nyhederne".....hvis altså ikke du kontakter mig først for et VIP-besøg eller en hurtig distance-handel.
 
 
Kærlig hilsen
 
            Susanne
 
P.S: Hvis du har familie, venner eller nogen du kender, som kunne tænkes at have glæde af nyhedsbrevet, så deler du det nemt og bekvemt via knapperne her nedenfor.
 
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
 
Den røde baggrund, du ser på mange af billederne denne gang, har intet med jul at gøre, for der er da heldigvis laaang tid til jul endnu. Nej, det er såmænd bare "Rombergshytten", vores svenske falurödfarvede helårstræhus, som jeg har anvendt som helt-tæt-på foto-baggrund. 
Frameld dig dette nyhedsbrev