Se dette nyhedsbrev i en browser

Sehler Keramik v/Susanne Enøe Hansen - www.sehlerkeramik.dk

Odensjövägen 26, SE-341 71 Lidhult - Tlf. +45 30 24 65 01 - Mail: sehlerkeramik@gmail.com
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Den 22. december 2022
Kære læser,

En lille julehilsen med indlagt varmefaktor - her dagen før dagen før dagen.

Det er så smukt med sne og frost, men nu har det været tøvejr de sidste par dage, og det er uvist om der vil være noget sne tilbage til jul.
 
Her hos os, har vi allerede haft rigelige mængder af det kolde hvide drys og dertil hørende frostgrader, faktisk det meste af december, indtil i forgårs, og med ned til minus 20 grader C flere døgn i træk - lidt rigeligt koldt også for en inkarneret nordbo som mig.  
 
Så det er faktisk fint, at det tør nu, og at vi i tilgift har lidt mere humane elpriser til varmepumpen i den nye del af huset og lidt lavere brændeforbrug til pejseindsatsen i den gamle afdeling.

NYHED: Lille supplerende varmekilde i porcelæn.

Unika biopejs i glaseret porcelæn med brændkar i rustfrit stål. Udvendige mål: H: 13 x dia. 18 cm.
Apropos opvarmning i denne kolde tid, så vil jeg her præsentere dig for mit første forsøg med en lille unika biopejs.
 
Som så ofte før, så opstod ideen, ud fra mit eget behov.
 
Her var behovet en lille, enkel og flytbar supplerende varmekilde til kolde dage.
 
Det skulle være noget, som helst kunne afgive tilskudsvarme nu og her - også hvis strømmen pludseligt eller planlagt udebliver. Dette er desværre en reel risiko her i Sverige denne vinter. 
 
Keddy-indsatsen i vores indbyggede pejs er skam effektiv nok, men den skal have op til 3-4 timers brændefyring, før den får hævet rumtemperaturen til komfortable +20 grader C.
 
Det er den tid det tager, efter en nat uden fyring og med hård frost, hvor indetemperaturen kan nå helt ned på bare +10 grader C.
 
Jeg ved endnu ikke om jeg vil sætte biopejsen i produktion, men fungerer, det gør den allerede her i førsteudgaven.
 
Selve pejsen har jeg bygget op i pladeteknik i porcelæns-papirler. Den er med aftryk af små mosbregner og glaseret både ud- og indvendigt med en transparent blank glasur.
 
Indsatsen er det mindste bioethanol-brændkar, som jeg umiddelbart kunne finde - og købt hos: Biopejs Shop.dk.
 
Brændkarret er 15 cm i dia. og rummer 1 l bioethanol. Da vi typisk kun har brug for tilskudsvarmen i 1 1/2 til 2 timer ad gangen, så nøjes jeg med 1 1/2 til 2 dl pr. gang. 
 
Samlet får vi derfor en brændtid på ca. 10 timer pr. liter på den måde.
 
Brandkarret afgiver 1,15 kwh pr. time og varmetilskuddet mærkes straks.
 
Ved f.eks. 18 grader i rummet, så løftes temperaturen rimelig hurtigt til 20 grader lokalt, f.eks. ved og omkring spisebordet eller sofagruppen.
 
Det er noget mere end en flok stearinlys kan klare og samtidig uden sod og forurening.
 
Alt i alt en god starthjælper inden pejseindsatsen får varmen og overtager opgaven.
 
Da varmen søger opad vedbliver biopejsen at være kold i bunden og på siderne, og kan derfor, i teorien, flyttes til en ny placering mens der er ild.
 
Jeg venter nu til den er brændt ud, eller også slukker jeg den, inden flytning. Fordi jeg er en "forsigtig Per" og fordi flammen er noget større og mere vilter end hos stearinlys.
Dette var den varmende del af min julehilsen.
...og nu til det kolde gys, et genbrugs-julekort, med lokalt, hvidt og dekorativt drys - også kaldet ægte sne - som vi allerede har haft så rigeligt af her ved Rombergshytten denne december.
 OBS: Klik ikke på julekortet, hvis du ikke vil ind i online-galleriet og se dig omkring.
Som jeg plejer, vil jeg snart trække mig tilbage i mit aktive vinterhi. Men først når julen og nytåret sammen med familie og venner er vel ovre.
 
Jeg har i løbet af efteråret været nogenlunde flittig og fået fremstillet nok ny keramik til sæsonstart 2023.
 
Er du nysgerrig? - Jamen, så finder du et udvalg nyhederne rundt omkring inde i Galleriet.
 
I de kommende vintermåneder har jeg nemlig tænkt mig, at fordybe mig i akvarelmaleriet igen. Det kræver stadig lidt tilløb, samt ro til fordybelse for mit vedkommende, samt at to-do-listens vigtigste punkter er krydset af. 
 
Da jeg, her i efteråret, både har nået at opdatere begge hjemmesider inkl. SEO og oprette nye undergrupper - og også er ajour med bogføring og regnskab. Tja, så har jeg ikke så mange flere fornuftige overspringshandlinger at ty til.
 
Så mon ikke det lykkes endnu engang? - Det vil vise sig!
 
Tak for nu, jeg vender tilbage igen, her på nyhedsbrevet, når lyset og foråret banker på.
 
Kærlig hilsen
Susanne
"Rombergshytten" i decembermørke.
Frameld dig dette nyhedsbrev