Se dette nyhedsbrev i en browser

Sehler Keramik v/Susanne Enøe Hansen

Odensjövägen 26, SE-341 71 Lidhult - Mobil: + 45 30 24 65 01 - eller + 46(0)73-507 47 29
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
Den 12. december 2021
Kære læser,

Som jeg lovede sidst, så får du her et nærmere kig på 2 af mine brugskeramik-nyheder. Ud over materialet (porcelæns-papirler) så er fællesnævneren, at de har mindst 2 funktioner hver - og så har de gavepotentiale, hvis du nu står og mangler en enkelt julegave eller 2?

3-i-een i anvendelse som hhv. hurricane/fyrfadsstage og kaffekrus. 
NYHED: 3-i-een med aftryk af kamilleblomst. 
3-i-een anvendt som planteskjulere. Pris pr. stk. DKK 300,-
Tilgiv mig, for jeg skal lige have det ud imellem sidebenene, inden jeg går videre:
 
Vi har stempelkaffe på kanden og lidt sødt til ganen, hvis du kigger forbi søndag den 18. december, hvor vi har årets sidste officielle åbningsdag kl. 10 - 16 ifm. Lingonrundan Jul.
 
Meen, det gælder nu også, hvis du kommer på et aftalt VIP-besøg i løbet af vinteren eller foråret.
 
Uanset årstid, så bliver kaffen serveret i en unika 3-i-een, hvor nyeste skud på stammen er modellen i midten med aftryk af årets sidste kamilleblomster - en model som måske er ekstra oplagt også som tekrus?
 
Det går i hvert fald fint at bruge disse 3-i-een til alle former for varme og kolde drikke.
 
De har yderligere et par fortrin ift. almindelige glatte porcelænskrus.
 
For de er nemmere at holde fast på pga. den ujævne overflade, som de påsatte naturdetaljer eller -aftryk giver.
 
De glider altså ikke så nemt ud af hænderne på en, hvis man har problemer med finmotorikken eller bare er almindeligt klodset og nemt taber ting.
  
De er alle forskellige, for sådan er det med unika - og det gør dem nemme at genkende. Det er ret praktisk, hvis man vil spare lidt på opvasken og genanvende det samme krus i løbet af dagen - det gør vi gerne her i huset.
 
Og så kan de selvfølgelig maskinopvaskes - foreløbig har jeg testet dagligt igennem godt 2 år - og det uden nogen forandringer overhovedet.

Nyhed nr. 2: De første unika natur-strikkeskåle i porcelæn.

Stor buttet strikkeskål m/ahornblade i brug.
 
Jeg ved ikke om det er vinterens tidlige ankomst her i Småland i år - eller om det er alderen som trykker mig?...for pludselig en dag midt i november opstod et nyt behov for både puls- og benvarmere.
 
Sådan noget har jeg aldrig haft brug for før, og jeg var derfor ikke lagerførende. Men jeg fandt hurtigt nogle gamle garnrester frem, googlede en opskrift og gik i gang.
 
Da strikkeriet for mit vedkommende har ligget på hylden i mindst 10 år og jeg alligevel insisterede på mindst 4 farver til en begyndelse, ja så blev resultatet hurtigt noget "kluddermor" med filtret garn.
 
Hvad gør man så? - Tja, når man er mig, så er det jo oplagt at opfinde/fremstille de første udgaver af naturstrikkeskåle i porcelæn.
 
For jeg vil meget hellere udvikle noget nyt og brugbart end gå på kompromis med antallet af garnfarver.
 
Så her nedenfor ser du de første 4 prototyper med 2 fotos af hver på hhv. mos og sort baggrund.
Nr. 1: Lille strikkeskål m/græsaftryk (H: 8 x dia. 15 cm) - Pris DKK 600,-
Nr. 2: Stor buttet strikkeskål m/ahornblade (H: 10,5 x dia. 20 cm) - Pris DKK 1.500,-
Nr. 3: Lille strikkeskål m/ahornblade (H: 8 x dia. 15 cm) - Pris DKK 600,-
Nr. 4: Stor strikkeskål m/græsaftryk (H: 11 x dia. 20 cm) - Pris DKK 1.200,-
De første strikkeskåle jeg fremstillede er de 2 størrelser med græsaftryk, hvor "krogene" til garnet og hullerne til strikkepindene er inspireret af strikkeskåle i træ, som jeg fandt i en google-søgning.
 
De næste fandt jeg så inspiration til i min egen keramikverden. For jeg havde jo allerede fremstillet nogle få helglaserede unika ahornskåle.
 
Men på disse nye tænkte jeg så adskillelsen af strikkegarnet ind, der hvor det i forvejen er naturligt ift. ahornbladets form.
 
Og så har jeg skabt dem lidt tykkere i godset, lavere og på en bredere fod. Dvs. mere robuste overfor evt. hårdhændet træk i garnet.
 
Bladenes naturlige form giver mange valgfri muligheder for placering af strikkepindene - uden at jeg behøver at lave "kunstige" huller her.
 
Fordelen ved disse sidste 2 er yderligere, at de ikke råber: "Jeg er en strikkeskål" - men bare: "Jeg er en skål - brug mig som du vil".
 
For de fungerer ligeså godt som f.eks. en snack- eller frugtskål - eller bare til pynt, ligesom deres slægtninge porcelæns-filigranskålene.
 
Det var hvad jeg havde på hjertet her 3. søndag i advent.
 
Nu vil jeg ikke forstyrre dig mere i år - lige pånær med den lille traditionelle julehilsen, som lander hos dig lige inden det bliver rigtig jul.
 
 
 
Kærlig hilsen og på gensyn
Susanne 
 
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del nyhedsbrevet
"Rombergshytten" i vinterdragt. 
Frameld dig dette nyhedsbrev