|
Skal jeg selv bare sidde passivt på bænken udenfor, indtil de besøgende har truffet deres valg, og sat keramikken på disken og har forladt butikken igen, inden jeg kan gå ind, spritte af, tage handsker på og pakke keramikken?
Hvornår skal vi så have den, for begge parter, ret vigtige samtale om keramikken og dens tilblivelse?
Eller skal butikken være besøgsfrit område med adgang forbudt? Så de er henvist til at gå rundt udenfor og kigge vinduer og udpeger, hvad de vil se nærmere på. Og hvor jeg så tager emnet op, og viser det frem i vinduet, og råber prisen højt nok til at den når hele vejen ud igennem ruderne?
Lige så stille der er om vinteren, lige så stor trængsel kan der være på en god sommerdag. Så alt andet lige, ville køen nå at blive rigtig lang ved ovenstående fremgangsmåde. Og jeg ser utålmodige og hovedrystende besøgende for mig, som ikke mener at afstand, håndsprit og gummihandsker er relevant for dem og derfor trodser det.
Tro mig der findes mange frygtløse mennesker derude, i hvert fald blandt svenskerne. Så det fungerer ikke rigtigt, vel? – Jeg kunne i hvert fald mærke, at for mig kunne glæden, ved at stå i egen butik og have den livgivende direkte kontakt, hurtigt blive overtaget af nervøsitet og stress under de ændrede forudsætninger og krav.
Dråben, der til sidst fik bægeret til at flyde over, var dog, da der for nogle dage siden kom en opdatering af hvem, der er i særlig risiko mht. Covid-19. For nu var min mand Torben, som driver Hansens Träsvarvning (også her på matriklen), og som i forvejen er i aldersrisiko, pludselig også i øget risiko, fordi hans immumforsvar er nedsat pga. en kronisk lidelse.
Mavefornemmelse, efter at vi havde taget beslutningen om at så holder vi lukket denne sommer, den var nærmest ubeskrivelig, for det her er det rigtige for os begge to. Og den stress - som stadig kan udfordre mig, her 12 år efter jeg blev førtidspensioneret netop på grund af den - den gik lige så stille og roligt i dvale igen.
|
